Sarah på 53 gik i mange år og var lidt ked af, at hendes øjenbryn blev mere og mere tyndhårede. Det startede med en allergisk reaktion; Sarah havde farvet hår i nogle år, reaktionen var ikke voldsom, men hårene i hendes øjenbryn forsvandt gradvis.
”Mit ansigt forandrede sig. Jeg går op i mit udseende, og der var forandring af spore i mit ansigt,” fortæller Sarah fra Østerbro i København.
Til at begynde med kompenserede Sarah for tabet af øjenbryn med makeup, men hun gav sig også til at google ’tatoverede øjenbryn’. Hun besluttede sig for at få en såkaldt mikropigmenteringsbehandling. Det er en form for tatovering, som kun lægger farve i de øverste hudlag, og som skal vedligeholdes med løbende behandlinger.
”Det var faktisk lidt en traumatisk oplevelse, da jeg så mig selv i spejlet efter behandlingen. Jeg skulle virkelig vænne mig til det.”
Sarah konstaterede sidenhen, at behandlingen med mikropigmentering også havde visse bagsider.
”Jeg havde fået tatoveret brune ’øjenbryn’, og i farven brun er som bekendt også farven rød, så med tiden blev mine tatoverede øjenbryn mere og mere røde, ja nærmest lilla.”
Det kunne hun naturligvis ikke leve med, så hun fik klippet pandehår for at skjule øjenbrynene. Der gik ikke lang tid, før hun gav sig til at undersøge mulighederne for en hårtransplantation.
Undersøgte markedet grundigt
”Jeg besøgte et par klinikker, før jeg besluttede mig for Poseidon-Klinikken. Der er tilsyneladende stor forskel på, hvordan de behandler. Nogle flytter flere hårsække samtidig, men hos Poseidon-Klinikken transplanterer de kun én hårsæk ad gangen,” fortæller Sarah.
Hun havde i det hele taget en god mavefornemmelse efter mødet med Poseidon-Klinikken.
”De virkede meget tillidsvækkende og professionelle, og det var også betryggende, at lægen simpelthen ikke laver andet end at transplantere hår. Det var en kæmpe beslutning for mig. Tænk, hvis de var nogle fuskere, så skulle jeg gå rundt med et forfærdeligt resultat.”
Sarah fik i alt transplanteret 903 hår fra sit baghoved til sine øjenbryn. I dag trimmer hun øjenbrynene med en neglesaks en gang om ugen, så de forbliver korte.
”Folk siger ofte til mig, at jeg har flotte øjenbryn, men der er ikke én eneste, der har spurgt mig, om de er transplanterede. Og jeg er så glad for resultatet, og det er slut med langt pandehår. Det har givet mig en ny følelse af frihed,” fortæller Sarah.