De moderne hårtransplantationsteknikker har sine rødder i 1930’ernes Japan, hvor kirurger anvendte små samlinger af hårsække. Teknikkerne havde deres indtog i den vestlige verden i slutningen af 1950’erne, da den amerikanske dermatolog Norman Orentreich begyndte at eksperimentere med transplantation af grafts hos patienter med hårtab.
Tidligere antog man, at transplanteret hår ikke ville være i stand til at vokse på skaldede modtageområder. Dr. Orentreich beviste, at transplanteret hår bevarer sine egenskaber efter flytning, og at håret fortsætter med at vokse permanent.
De følgende tyve år arbejdede lægerne med at transplantere mindre grafts, men med begrænset succes. Grafts på to til fire mm skabte et unaturligt, utilfredsstillende indtryk af dukkehår på patienterne.
I 1980’erne begyndte den brasilianske læge dr. Carlos Uebel at anvende et stort antal af mindre grafts, og i Californien transplanterede Dr. Bill Rassman tusindvis af micro grafts i løbet af en enkelt operation.
I slutningen af 1980’erne introducerede dr. B. L. Limmer fra Texas brugen af stereomikroskop, som gjorde det muligt at opdele en hel hudstribe i micro grafts. Teknikken kaldes strip surgery og går ud på, at en hudstribe skæres ud af donorområdet i baghovedet.
I 1995 publicerede Rassman sammen med Robert Michael Bernstein den første medicinske artikel om Follicular Unit Transplantation, hvor hår udelukkende transplanteres i naturlige grupper af et til fire hår. Ved opdeling af hudstriben, skåret ud af baghovedet, kunne individuelle hårsække klargøres og placeres i forberedte snit i modtageområdet.
Hårtransplantationsteknikkerne er fortsat med at udvikle sig, så klienterne i dag helt undgår gener.